Nedenstående billede er skudt af min gode ven og fotograf Lee Edward, så har man også prøvet at stå model i New York City ;)

"You sound like Elvis Presley"

"I´d like a slice of that one, thanks"
"Thats a good choice"
Pizzamanden var i det snakkesagelige hjørne og var godt tilfreds med mit valg af pizza, en stor fed slice af Four season. Han varmede mit måltid i ovnen og da han langede det over disken faldt kommentaren...."You sound like Elvis Presley"
This is America og jeg er lige blevet sammenlignet med manden med guldbrillerne, det diamantoverhældte hvide habitsæt, frisuren der optræder i enhver kvindes drøm og manden med den dybe bløde stemme der gav ham tilnavnet the King og rock´n roll.
Jeg fortærede pizzaslicen og gik med en hvis stolthed ud gennem døren til den pizzabar i New York der nu pludselig var blevet nummer 1.

Tiden flyver...

Bladene er blevet gule og mange af dem er faldet ef træerne. De smukke efterårsfarver skinner smuk i skæret af solens stråler fra en klar og mild himmel. Tiden flyver afsted og nu er der kun tre ugers tid til at jeg igen står på stålfuglen, denne gang med retning østpå, hjem til Danmark.
Arbejdet går ret godt, og min chef er godt tilfreds med de ting jeg får for hånden. Det er mest modelarbejde jeg har lavet i min praktiktid og i morgen skal den ene præsenteres for kunden, så det bliver spændende.
Dagene er ved at være ret korte herovre, og forleden dag, gik min ven Lee og jeg os en tur i det smukke Williamsburg, som lige nu er vores hjem. Vi vandrede gennem de smukke og rå gader, kiggede i gamle møbelforretninger og åd en falaffel hos den lokale bix. Derefter drog vi nordpå for at finde en bar, hvor en af Lees venner arbejder, han var der ikke så vi gik videre. Vi drejede ned langs en af de sidste gader før Brooklyn når East River, og vandrede rundt i et tomt industrielt kvarter. Nye bygninger skyder op en efter en, og gad vide hvad huslejen i disse hotel af udseende kæmpe blokke kommer til at koste......pprrrrrrrrrruuuuuu.
Vi endte på en bar med Live musik. Der var næsten ingen mennesker derinde og døren var holdt oppe af en grøn potteplante. Vi fik os en øl og satte os ned til et bord. På scenen sad en kvinde og sang og spillede på sit klaver. En blanding af singersongwriter, jazz, klassisk, pop, rock osv fyldte lokalet hver gang hun startede et nyt nummer op. Efter en god koncertoplevelse vandrede vi i den kolde aften ned af Bedford Ave. og snart var vi hjemme igen.

Lidt blandede fotos

Tiden flyver afsted om kap med NYC´s stormende puls

Så er det ved at være tid til lidt fortælling her fra det store æble igen, og nej hvor oplevelserne bare vælter ind. Indenfor en lille uge har jeg oplevet Halloween, New York Marathon og præsidentvalg på Times Square.
Aftenen, hvor Obama sejrede over McCain, gik New York helt amok i glæde. Jeg havde egentlig mest lyst til at smide mig på min maddras hjemme i lejligheden, men hmmm det går jo ikke at man på sådan en historisk aften ikke tager sig sammen til at opleve den, når man nu har chancen. Jeg tog ind på Times Square lidt før midnat sammen med et par andre . I metroen var der ikke mange passagere, men da vi nærmede os den store lysende plads, så det pludselig helt anderledes ud. På de store lysskærme tonede billeder og film af Obama frem, og folk råbte og skreg over deres sejrende helt. Så stod man der midt i et historisk øjeblik, et nyt kapitel i USA´s og verdens historie, i en stor flok mennesker, en god blanding af forskellige folkeslag som festede og havde det godt sammen. Det var dejligt at se og gav stof til eftertanke...gad vide om denne verden nu bliver et bedre sted.

Hallo halloween, hva a det for noj?

Jeg har netop fået fri fra arbejde, og heldigvis har jeg nu en ide til, hvad jeg skal være til aftenens store begivenhed, en af amerikanernes festligste dage, Halloween. Jeg er blevet inviteret til Christinas kusines kærestes fest, og kender faktisk kun de to lidt, så det er ikke fordi jeg har den vilde lyst til at påklæde mig et eller andet vanvittigt kostume. På den anden side vil det måske vække mere opsigt, hvis jeg ikke er klædt ud og selvfølgelig skal jeg da også det. Lige inden fyraften er min kollega Amy så sød at give mig hendes ide, det skulle jo også være mærkeligt, hvis vi møder hinanden i samme udklædning i en så stor by. Nå hun viser mig et løbenummer til New York marathon, som skal foregå denne søndag - det er jo genialt. Et par løbesko på, en sportstrøje, en kasket og så noget gaffatape til at holde nummeret....det er halloween.
På vej gennem Manhattans gader støder jeg på lidt af hvert, det er nu en sjov tradition de har kørende herovre. Jeg kommer hjem i lejligheden, og lidt efter ringer det på døren og udenfor står Michael Jackson eller min østrigske nabo Josef, og ja han taler lige som Arnold Schwarzernegger.
Nå jeg for klunset på og begiver mig afsted mod festen. Jeg krydser et område i Williamsburg, hvor de ortodokse jøder holder til. Forestil jer en mørk aften, gaderne er fyldte med mænd i lange sorte frakker store pelshuer og dinglende fletninger de går rundt sammen med deres koner og børn og der kommer så lige en marathonløber der ligner noget der er lige så kikset som Frank Hvam i Klovn.
Jeg kommer endelig frem til festen. En dør går op og Mark kommer ud. Stedet, hvor han bor er svært at beskrive en blanding af værksted, store rum, mange ting og i aftenens anledning fyldt med glade udklædte mennesker. Jeg kommer ud i en baggård og kommer hurtigt i snak med nogle drenge der begge har studereret design, spændende at hænge ud med de lokale. Jeg smutter videre til næste fest sammen med nogle af drengene. Det viser sig at være en ulovlig fest, hvor der bare er knald på, he he det her bliver spændende. Vi kommer endelig ind, og huset er fyldt til renden med udklædninger og det smadrede hus er virkeligt stadset ud til begivenheden. Vi ender oppe på taget, og jeg for snakket musik med Marks bror, og vi snakker om at mødes og spille sammen. Ups er det ikke en brandmand der er der, ganske rigtigt, festen er lukket. Vi smutter hjem til den første fest igen, og jeg er ved at være godt træt, sammen med 2 andre tager jeg en taxi hjem, aften er slut og det har været en særdeles spændende og god oplevelse. God nat og sov godt :)

Min første Halloween fest

Human light in the darkness

Mørket er faldet på i Brooklyn, et eller andet dyr, måske en kat eller en fed rotte skynder sig at trække halen ind i et hul i stakittet, da mine Asics tramper forbi. Jeg løber ad Williamsburgs forholdsvist rolige gader, i hvert fald når man taler New York-rolig. De smadrede bygninger, indrettede som små hyggelige barer og trendy butikker, dukker op hist og her i det gamle arbejderkvarter. Jeg stopper op da en bil krydser hen over vejen selvom det er mig der har grønt lys, jeg brummer lidt så kør dog ordenligt din klovn.
Jeg krydser Bedford Avenue og begiver mig i retning af East river, det lille vandsted der skiller Brooklyn fra massive Manhattan. Jeg drejer til højre, og kan snart se et lyshav til venstre, det er helt vildt. I midten står Empire State building og tårner op mod himlen, en stjernehimmel på jorden fylder den centrale del af New York, hold kæft det er skørt det her.
Jeg løber ned af vejen og vender, krydser vejen mens en NYPD-bil (New York Police Department) summer rundt i baggrunden, mon de er på udkig efter en motionerende vestjyde, eller en bande uromagere, jeg slipper heldigvis for tiltale. Jeg løber forbi sølvbaren, hvor der er parkeret en lang række motorcykler uden for, baggården er tom da det ikke ligefrem er sommervarmen der trykker længere. Jeg husker da jeg sad der sammen med nogle venner og drak øl for år tilbage, sjovt at se stedet igen. Jeg nærmer mig det, der er mit hjem for tiden, det store grå luksuriøse lejlighedskompleks bygget af en flok uduelige håndværkere, fejlene kan ikke gå mit øje forbi. Jeg går resten af vejen hjem, mens Band Of Horses spiller musik på Ipodden.
Ej hvor var det en dejlig tur...

Halvvejs på min lille rejse

Så er der gået endnu et lille stykke tid siden jeg har tilført et par historier til min blog.
Tiden flyver afsted, og jeg oplever rigtigt meget. New York er som et højhastighedstog der bryder lydmuren hvert sekund, og som smadrer et hvert duracell batteri i aldrig at løbe tør for energi. Manhattan buldrer som det vildeste tordenvejr dag og nat og alt går hurtigt. De gule taxier kører biljagt ned over de brede avenues mens folk springer for livet for ikke at få et dækmønster hen over ribbenene, ja der er rigtigt nok tryk på.
Vestjyden her klør sig lidt i skægget, hmm det går lige lovligt stærkt nogen gange. Jeg er begyndt at savne vesterhavets skumsprøjt og den friske vind i ansigtet for ikke at tale om en løbetur i den stille skov, men det er må vente til dec.
De sidste par uger har jeg haft besøg hjemmefra. Først kom mor, far og Jakob og senere samme aften kom Christina over til mig. Det var så dejligt at være sammen med dem igen og at vise dem min oplevelsesdestination og hvad jeg render og laver. Vi havde nogle dejlige uger med masser af oplevelser og hygge så det var bare goér :)

The first time in NYC

De tre første uger i det forjættede land og i den by, der ikke er landets hovedstad, men uofficielt roligt kan kalde sig for verdens hovedstad.

Den første tid her i mulighedernes land, var en tid som gav mig flere hår på brystet og lærte mig lidt om at klare mig selv ude i den store verden. Jeg tog afsted fra lille Danmark, for den er virkelig lille har jeg fundet ud af, d 12 sep, fra Kbhs lufthavn. Det var hårdt at skulle tage afsked med Christina og så hoppe på den store fugl uden at vide hvad der ventede mig, men er det ikke sådan det skal være når man vil prøve lykken i USA :)
Flyveturen forekom mig rimeligt hurtigt overstået og så vandrede jeg ubesværet ind gennem det amerikanske sikkerhedstjeck, der ellers kan være ret besværligt og en prøvelse på ens tålmodighed.
Nu var jeg her altså, det var virkelighed, det som jeg havde drømt om at gøre i flere år, nu skulle jeg stå min prøve. Jeg tog toget ind til et sted i Brooklyn, hvor jeg havde fået husly til den første stykke tid hos en veninde fra designskolen.
Så blev det mandag og jeg skulle starte på mit nye arbejde, hos en fyr, der skulle vise sig at være en personlighed, jeg godt kunne have undværet at stifte bekendskab med, så skulle det i hvert fald have været i en boksering.
Jeg kom op fra undergrundsbanen, og var nu i det trendy kvarter Wiliamsburg i Brooklyn. Pludselig kunne jeg se manden, der indtil videre kun havde været billeder fra internettet og ord i de mails jeg havde fået fra ham. Vi hilste på hinanden og satte os på en cafe og snakkede lidt om tingene. Derefter tog vi hen på arbejdspladsen. Allerede efter den første dag havde jeg et dårligt indtryk af denne Stephen Burks, han havde en mærkeligt nedladende måde at snakke til sine medarbejdere på, hmmm hvad bildte han sig egentlig ind. Nå de andre 3 medarbejdere var rigtigt søde, men jeg fandt ud af i løbet af min første uge at atmosfæren var stressende og ubehagelig pga af chefen. Folk knoklede som gale og dagene var rigtigt lange, men der var ikke megen tak at spore hos denne selvoptagede, arrogante stodder der ikke havde den mindste fornemmelse for andre end sig selv. Manden som ellers virkede til at være en dygtig designer og med spændende projekter, havde simpelthen for meget affald i munden som var uacceptabelt at skulle finde sig i. Efter den første uge var ved at være forbi, skulle jeg mødes med affaldscontaineren et sted inde på Manhattan og vi kom til at snakke om sagerne. Jeg spurgte ham hvorfor han snakkede sådan til os og at det kunne jeg ikke respektere. Manden var umulig at tale med, han kom bare med mere gylle. Vi gik lidt videre og efter at have afleveret noget vi havde med, fyrede han mig midt på gaden. Helt vildt, jeg følte mig vildt unfair behandlet og blev vred og så gav jeg ham det glatte lag, sådan en klovn. Nå jeg havde selv tænkt på at finde mig et andet sted, og ja så har man da prøvet at blive fyret på Manhattan, så det tager jeg bare som en oplevelse.
Puha nok om det. Nu stod jeg uden arbejde og skulle starte forfra.
Efter en lille uge flyttede jeg ud på et hostel i et mindre hyggeligt kvarter, hvor jeg fik en seng på et 8mands værelse. Lige på nær beliggenheden var det egentligt et fint nok sted at bo, i det mindste til jeg fandt noget andet. Det var også nogle fine folk der boede der, selvom jeg ikke snakkede så meget med dem.
Så gik ansøgningen ellers i gang, og jeg skrev og sendte mails ud til diverse tegnestuer, samt vadede rundt på Manhattan i håb om at de ville lukke mig ind til en samtale. Sideløbende kom jeg gennem min veninde i kontakt med en rigtig fed designskole, hvor hun går, som hedder Pratt. Jeg blev tilbudt at følge nogle fag derude, og er nu startet i en klasse som studerer transport design, det handler kort fortalt om at udvikle et køretøj udfra abstrakte former, og er vildt spændende.
En dag, hvor jeg havde slået bagdelen i sædet på min "stamcafe", hvor man kan bruge internet, fik jeg pludselig hul igennem til et designfirma på Broadway, og ikke lang tid efter sad jeg inde hos dem og viste mine ting frem.
Det var et lille kontor, med nogle søde folk og med et tilknyttet værksted med noget godt værktøj:)
Chefen grublede over, hvordan han kunne bruge mig og ville tænke over det i weekenden. Jeg åbnede min mail og havde fået pladsen ca en uge efter min fyring ja tak. Jeg har nu arbejdet der i 2 uger og det er et rigtigt godt sted. Jeg har fået lov til at prøve om det kan lade sig gøre også at følge studiet på Pratt designskole samtidig med, og det går indtil videre. Vi er 7 på stedet, hvoraf vi er 5 designere. Min chef er en rigtig god mand, der laver sjov med folk og er taknemmelig for det arbejde vi udfører. Indtil videre har jeg tilbragt meget tid i værkstedet, hvor jeg blandt andet arbejder på en lampe.
Mht til boligsituationen er jeg stadig boligsøgende, men er jeg flyttet ind hos 2 danske drenge der ankom her til New York samme dag som jeg selv, og bor her indtil jeg har fundet noget andet. De har en vildt fed lejlighed ikke langt fra Manhattan, og hvor man fra tagterrassen kan se hele Manhattan, og det skal jeg lige hilse og sige at det er helt vildt.
Efter en lidt hård og mindre sjov start, er det nu noget helt andet. Jeg er ved at falde til i byen, har tag over hovedet, et spændende arbejde og følger et interessant kursus. Så jeg har det godt og det er helt vildt at være herovre. Jeg har oplevet så meget det første stykke tid, men det kan simpelthen ikke undgås i en by som denne. Og jeg er ikke helt alene herovre, der er bla. en af mine venner hjemmefra Designskolen Kolding, og vi har det rigtigt sjovt sammen.
Det var så alt for denne gang, det var lidt af et resume af en historie som jeg har fortalt rigtigt mange gange nu, så næste gang lover jeg at være lidt mere H.C. Andersen agtig :)

INTRO

Hej alle sammen :)
Velkommen til min lille internetside, som så fint kaldes for en blog. I denne blog vil jeg prøve at indvie jer i mine oplevelser her i New York Byen. Jeg vil fortælle nogle historier om mine oplevelser og smide fotos og måske lidt video ind så ordene giver lidt mere mening
God fornøjelse og skriv endelig en kommentar til mig, det er så dejligt at høre fra jer :)
De bedste hilsner
vestjyden der har forvildet sig til en lidt store by end Tarm
New York City, eller verdens hovedstad
Martin Lauritsen